HÅNDVÆRKERE, REPARATIONER OG NØGLER
Du vil her kunne finde svar på forskellige scenarier i forhold til adgang til din bolig og udlevering af nøgle i forbindelse med reparationer.
Spørgsmål: Må en vicevært lukke sig selv ind, når boligen/kælderen/loftet skal repareres?
Svar: Den almindelige praksis i ejer- og andelsforeninger er, at foreningen kan få adgang hos alle ejere/andelshavere, når det drejer sig om vigtige forhold og/eller fælles installationer. Foreningens regler herom findes typisk i vedtægterne. Har viceværten behov for at få adgang til bolig/kælder/loftrum skal det varsles behørigt, så beboeren har mulighed for at være hjemme, hvis dette ønskes. Det har man som beboer krav på. En vicevært må, som udgangspunkt, ikke lukke sig ind i boligen uden forudgående aftale. Der kan dog være særlige omstændigheder, der gør det nødvendigt – eksempelvis et sprunget vandrør.
Spørgsmål: Kan man nægte en håndværker adgang i forbindelse med vedligehold, der er fastsat af foreningen?
Svar: Som udgangspunkt er svaret nej. Mange foreninger har, som en del af det løbende vedligehold, behov for at få adgang til eksempelvis vinduer. Hvis der i foreningens vedtægter er skrevet, at det er foreningen der står for det udvendige vedligehold så som maling og reparationer af vinduer, så skal ejer give adgang til vinduerne. Der er forskelle i lovteksterne i henholdvis ejerlejlighedsloven og lejeloven – men begge beskriver i hvilket omfang man kan/skal give adgang til boligen.
For ejerlejligheder:
§ 5. Ejerforeningen kan i en husorden fastsætte almindelige ordensregler.
Stk. 2. Ejeren skal give adgang til sin lejlighed, når dette er nødvendigt af hensyn til eftersyn og reparationer.
Du finder den fulde lovtekst her
For andelsboliger/lejeboliger:
Lejeloven: Udlejerens adgang til det lejede
§ 54.Udlejeren eller dennes stedfortræder har ret til at få eller skaffe sig adgang til det lejede, når forholdene kræver det.
§ 55.Udlejeren kan med 6 ugers varsel iværksætte arbejder i det lejede, når udførelsen ikke er til væsentlig ulempe for lejeren.
Stk. 2. Inden iværksættelse af andre arbejder har lejeren krav på 3 måneders varsel.
Stk. 3. Udlejeren kan dog altid uden varsel foretage uopsættelige reparationer i det lejede.
§ 56.Ethvert arbejde, der iværksættes af udlejeren, skal udføres uden afbrydelse og med den størst mulige hensyntagen til lejeren. Udlejeren skal straks foretage efterreparationer.
§ 57.Reglerne i §§ 55 og 56 kan ikke ved aftale fraviges til skade for lejeren.
Du finder den fulde lovtekst her
Spørgsmål: Må man skrifte låsen i hoveddøren, en ikke-fælles dør, og undlade at give den nye nøgle til vicevært/forening?
Svar: Man må naturligvis gerne skifte låsen i sin egen hoveddør, det er dog fuldstændig op til de enkelte beboere om de vil udlevere en ny nøgle til vicevært eller forening. Er man nødt til at komme ind i boligen, eksempelvis hvis der springer et vandrør, så kan vicevært/forening tilkalde en låsesmed og efterfølgende oplyse beboeren om, at de har været inde og hvorfor.